Shirley N.

Sorry! Gik lige lige igennem en travl periode med semesterstart, og det er hovedårsagen til, at jeg ikke har blogget de seneste dage. Jeg går jo som sagt på RUC på det Humanistiske Internationale Basisstudium, nu på 3. semester med tilhørende selvvalgte fag, som består af journalistik og kommunikation. Jeg drømmer og tilstræber mig en kandidatgrad inden for journalistfaget, det ville være den absolutte lykke for mig!

Hvilket egentlig tager mig til det næste punkt; jeg er pt. rigtig utilfreds med bloggen, og jer som efterhånden har fulgt min blog et stykke tid ved, at jeg er MEGET perfektionistisk-anlagt både på godt og ondt. Jeg ønsker at forbedre bloggen, da jeg lige nu føler, at der simpelthen ikke er nok indhold i den – jeg mener, hvad adskiller denne blog egentlig fra andres? I dag, vil “alle” være bloggere, alle har noget at skulle have sagt, og hvor mange modeblogs er ikke opblomstret på det seneste? Jeg tillader ikke, at denne blog blot bliver en af de mange, så vil jeg faktisk hellere lade være med at blogge.

Jeg ønsker mere dybde, mere mig … Ikke ment som i,  hvad jeg har fået til frokost eller hvor jeg går i byen – mere ment som mine tanker om fx. relevante samfundsemner, det at være ung kvinde med alt hvad det indebærer, det at have en spiseforstyrrelse, psykoterapi (selvhjælpsmetoder), berøre nogle tabuer og fordomme, politik og ikke mindst provokere og måske inspirere… Jeg er så meget mere end “bare” mode og udseende, og det skal min blog også afspejle…

Nu er spørgsmålet så, om jeg overhovedet ville have nogle læsere tilbage? 

/Shirley

Jeg er tilbage med 280 Duracel kaniner i timen og ejer igen massere af overskud! Bloggen bliver langt mere ærlig og personlig end tidligere. Det synes jeg at både I, men også jeg, fortjener. Livet, verdenen og universet kan ikke blot opdeles i sort og hvid.. Jeg håber I vil deltage mere aktivt i mine indlæg, og så vil jeg gøre mit allerbedste, for at vi tilsammen kan skabe en helt fantastisk blog.

Hvad sker der ellers? Jeg er så småt ved at få styr på mit bizarre forhold til mad eller mere specifikt min spiseforstyrrelse. Jeg har langt om længe erkendt over for mig selv, at jeg har et problem og nu også over for jer. Erkendelsen er det første skridt – man skal erkende, før man kan bearbejde det og det samme princip gælder vel egentlig i bund og grund de fleste problemer…
Jeg synes desværre, at det i vores samfund er blevet sværere at tale om problemer, at problemer næsten ligefrem er blevet et tabu. Det paradoksale er, at vi har fået så fandens mange kommunikationsmidler og alligevel er mange alene med deres problemer. Jeg ved, at der er mange piger derude som kæmper med deres udseende og vægt – de har måske allerede en spiseforstyrrelse, blot uden de ved det.  Jeg vil rigtig gerne bruge bloggen og særdeles dette indlæg til at belyse emnet, få luftet mine tanker og følelser og forhåbentligt hjælpe nogle af jer.
-
Jeg finder det især opsigtsvækkende at fedme hovedsageligt bliver betragtet som selvforskyldt “man kan jo bare lade være med at spise”, hvorimod fx anorektikere ofte bliver mødt mere omsorgfuldt.  Anoreksi, bulimi og overspisning er de mest normale spiseforstyrrelser, hvor den sidstnævnte ”overspisning”, desværre ofte er en overset spiseforstyrrelse. Denne spiseforstyrrelse er også kaldet Binge Eating Disorder (BED), men er ikke blevet officielt anerkendt i Danmark endnu. Grundet for lidt viden har den endnu heller ikke fået en psykiatrisk diagnose. Hvilket er lidt problematisk, da i f følge mange statistikker ligger BED øverst på listen af spiseforstyrrelser.  Man kan sagtens være normalvægtig som overspiser, men der vil givetvis komme flere kilo på sidebenene med årene. I mit tilfælde, drejer det sig om BED dvs. jeg altså overspiser.

Typiske tegn på man overspiser

• Man har en oplevelse af mangel på kontrol over sulten og madindtagelsen: Hvad og hvor meget man spiser. Man føler sig afmægtig og afhængig. Nogle kalder sig tvangspisere eller madmisbrugere. Der er tale om psykologisk afhængighed. Man bliver afhængig af den følelse af velbehag, der opstår på grund af frigørelse af blandt andet dopamin i hjernen. Man slipper for noget ubehageligt, og der er derfor tale om en kraftig negativ forstærkning
  -
• Man spiser i hemmelighed og forsøger dermed at skjule over for andre – selv de nærmeste – at man spiser, selvom ens overvægt tydeligt fortæller en anden historie. Det skyldes, at det at overspise er forbundet med megen skam og dårlig samvittighed.
  -
• Tankerne om mad, krop, vægt og udseende fylder meget i ens dagligdag. Utilfredshed med ens krop eller dele af den er stor.
  -
• Man har ofte mange regler om, hvad man må spise og ikke spise.
  -
• Tænkningen er præget af enten-eller, såkaldt sort-hvid-tænkning. Enten har man kontrol over maden, eller også har man slet ingen kontrol. Den gyldne middelvej findes ikke.
  -
• Selvværdet er lavt, og selvværdet er i stort set kun knyttet til ens vægt.
  -
• Man føler sig ofte forkert, at man ikke hører til, ikke elsket og holdt af. Man har en stærk afhængighed af at blive bekræftet af andre. Man forsøger at opnå anerkendelse via præstationer i skolen, gennem idræt, på jobbet.
  -
• Perfektionisme er et karakteristisk træk. Man stiller meget store krav til sig selv.
  -
• Man går meget op i, hvad andre tænker om én og har en overudviklet evne til at være opmærksom på andres signaler.
  -
• Man har en tendens til at have øje for det negative ved én selv og andres reaktion på én og ser det som regel gennem et forstørrelsesglas.
  -
  Læs mere på www.netdoktor.dk/overvaegt/overspisning
  

Skræmmende nok , så passer alle punkterne mere eller mindre på mig….  Passer de på nogle af jer?

Her skal man dog  huske at være utrolig påpasselig med at selvdiagnosticere sig ud fra sådanne oplistede punkter. Derfor skal punkterne udelukkende ses som værende udtryk for generelle symptomer, men at man altid skal bakke sine bekymringer op med en professionel vurdering. Dette har jeg således også opsøgt for at være sikker på ikke at falde i “selvdiagnosticerings-fælden”.

Derudover som overspiser, så går man på alle mulige vanvittige kurer eller sulter sig for at prøve at komme de overskydende kg. til livs, men ender alligevel med at tage det hele på, hvis ikke mere oveni – jeg taler af erfaring.
-
En ting, som jeg har lært er, at man IKKE  bliver mere lykkelig af at ens vægt siger man vejer mindre, i det man bare vil tilstræbe det endnu mindre og uanset hvad vægten endelig siger, så bliver man aldrig nogensinde tilfreds. Det er derfor vigtigt, at hvis man enten allerede har en spiseforstyrrelse eller har mistanke om at man lider af en, SÅ SØG HJÆLP! ! Betro en ven eller veninde, ens kæreste, familie, skolevejlederen eller kontakt en psykolog. Det er ikke noget som bare lige går over af sig selv – som regel bliver det kun værre og i de fleste tilfælde kræver det behandling. Husk: erkendelsen er det første skridt før bearbejdelsen kan tage plads.
-
Der vil i fremtiden komme flere personlige indlæg omkring mit forhold til mad, hvordan jeg kæmper med det i dagligdagen og hvilke konsekvenser det har, men for at slå helt fast, så vil dette emne ikke blive bloggens centrale omdrejningspunkt, der vil stadig være massere af indlæg om skønhed, mode, shopping etc.

Jeg håber I har det godt! Jeg har i hvert fald savnet jer og bloggen!

/Shirley

Som I kan se har der været lidt stille på bloggen og det er mest af alt fordi jeg ikke har haft overskud til det. Derfor har jeg valgt at holde pause med bloggen senest til August, så jeg nu kun fokuserer på min eksamen samt får slappet af på ferie (det er jo en ting jeg har ret svært ved). Håber I får en fantastisk sommer! <3

/Shirley